Hvordan sammenlignes røgproduktionen og toksiciteten af ​​flammehæmmende film med ikke-flamme-hardende materialer under forbrænding?

Røgproduktionen og toksiciteten af ​​flammehæmmende film under forbrænding er kritiske faktorer til vurdering af deres sikkerhedspræstation. Disse egenskaber kan variere markant sammenlignet med ikke-flamme-hyldende materialer, da flammehæmmere er specifikt designet til at reducere risikoen for brand og kontrollere virkningerne af forbrænding. Her er en sammenbrud af forskellene:

1. Røgproduktion:
Flammehæmmende film:
Nedsat røgemission: Flammehæmmende film er ofte designet til at reducere røgproduktionen under forbrænding. Visse flammehæmmende tilsætningsstoffer fungerer ved at danne et beskyttende char -lag, der kan begrænse mængden af ​​røg og gasser, der er frigivet under forbrænding.
Kontrolleret forbrænding: Mange flammehæmmende film er konstrueret til at bremse forbrændingsprocessen ved at hæmme spredningen af ​​flammer. Dette kan hjælpe med at reducere mængden af ​​røg, der produceres, når materialet brænder langsommere.
Type flammehæmmende: Ikke-halogenerede flammehæmmere resulterer generelt i lavere røgemissioner sammenlignet med halogenerede flammehæmmere, da halogenerede kemikalier ofte frigiver skadelig og giftig røg, såsom hydrogenchlorid, under forbrænding.

Ikke-flamme-høstende materialer:
Højere røgproduktion: Ikke-flammehæmmende materialer, især polymerer som PVC, PE eller PET, har en tendens til at producere mere røg under forbrænding, fordi de brænder lettere og uden et beskyttende lag for at begrænse forbrænding.
Hurtigere forbrænding: Uden flammehæmmere brænder disse materialer hurtigere og frigiver større mængder røg, hvilket kan hindre synligheden markant og flygte i tilfælde af en brand.
Forøget røgdensitet: Røg genereret fra ikke-flamme-høstende materialer har ofte en højere densitet og opacitet, hvilket kan gøre evakuering vanskeligere og øge risikoen for kvælning eller desorientering i lukkede rum.

2. toksicitet af gasser:
Flammehæmmende film:
Nedsat giftige gasemissioner: flammehæmmere er designet til at minimere frigivelsen af ​​giftige gasser som kulilte, hydrogencyanid eller phosgen, som er almindelige i ikke-flamme-havsende materialer. Nogle flammehæmmere neutraliserer også sure gasser, der kan bidrage til korrosion eller yderligere sundhedsfarer.
Type additiv påvirkning: Ikke-halogenerede flammehæmmere (f.eks. Fosfater, melamin eller intumescent belægninger) er typisk mindre giftige end halogenerede flammehæmmere, der frigiver skadelige kemikalier som dioxiner og furaner, når de brænder. Ikke-halogenerede flammehæmmere betragtes som sikrere for både menneskers sundhed og miljøet.
Generelt lavere toksicitet: Generelt er flammehæmmende film designet til at forbedre sikkerheden ved at reducere toksiciteten af ​​forbrændingsprodukter, især med hensyn til gasser, der er skadelige for respiratorisk sundhed.

Ikke-flamme-høstende materialer:
Højere toksicitet: Ikke-flamme-huskende materialer har en tendens til at frigive meget giftige gasser under forbrænding, såsom kulilte (CO), hydrogencyanid (HCN) og andre kræftfremkaldende forbindelser. Disse gasser kan udgøre alvorlige risici for menneskers sundhed, selv i relativt små mængder.
Halogenerede materialer: I materialer, der indeholder halogener (f.eks. PVC), kan forbrændingsprocessen frigive farlige halogenerede gasser som hydrogenchlorid (HCI), som kan irritere øjnene, hud og respiratorisk system, såvel som potentielt form giftige biprodukter som dioxiner.
Forøget risiko for forgiftning: Kombinationen af ​​tæt røg og giftige gasser fra ikke-flamme-hardende materialer kan øge risikoen for forgiftning eller død markant i en brand, især i lukkede rum.

3. brandsikkerhed og lovgivningsmæssige overvejelser:
Flammehæmmende film:
Forbedret brandsikkerhed: flammehæmmende film er påkrævet for at opfylde specifikke brandsikkerhedsstandarder (såsom UL94, ASTM E84 eller EN 13501), som kræver en reduceret flammespredning og lavere røgdensitet. Disse film bruges ofte i applikationer, hvor brandsikkerhed er kritisk, såsom inden for elektronik, bilindustrien og byggeri.
Miljøvenlige muligheder: Moderne ikke-halogenerede flammehæmmere bruges i stigende grad til at give flammemodstand uden de miljømæssige og sundhedsmæssige bekymringer, der er forbundet med traditionelle halogenerede flammehæmmere.
Ikke-flamme-høstende materialer:
Begrænset brandsikkerhed: Uden flammehæmmere må ikke-flammehæmmende materialer muligvis ikke opfylde strenge brandsikkerhedsbestemmelser, hvilket gør dem uegnet til brug i mange kommercielle, industrielle eller offentlige sikkerhedsapplikationer.
Hurtigere brandspredning: Manglen på flammehæmning betyder, at brande spreder sig hurtigere, hvilket øger risikoen for omfattende skader og skader.

4. ydeevne i ild i den virkelige verden:
Flammehæmmende film:
Forsinket forbrænding og lavere varmefrigivelse: Flammehæmmende film har typisk en lavere varmefrigørelseshastighed (HRR) og forsinket forbrænding, hvilket giver beboerne mere tid til at evakuere i tilfælde af brand. Den reducerede røgproduktion forbedrer også synligheden og luftkvaliteten under en brand.
Røgtoksicitetskontrol: Flammehæmmende film er designet med vægt på at reducere den toksikologiske virkning af røg, hvilket gør dem mere sikre for menneskelig eksponering i miljøer som bygninger, transportkøretøjer eller elektronik.

Ikke-flamme-høstende materialer:
Hurtig ildspredning og giftig røg: I modsætning hertil kan ikke-flamme-tilbageholdelse materialer brænde hurtigt og frigive en stor mængde giftig røg, hvilket fører til et mere farligt miljø. I kommercielle eller boligindstillinger kan dette bidrage til højere skader og dødsfald.